Uddannelse

Medicinhåndtering, samtykke m.m.

Generelt omkring medicin

Glad stu opbevarer, udleverer og håndterer ikke medicin for elever – hverken receptpligtig medicin eller håndkøbsmedicin.

Glad stu har ikke lægekontakt ift.  ikke-akutte medicinske omstændigheder for elever. Ved opstart i STU tilbud bør det derfor planlægges således, at medicin indtages udenom skoletiden, såfremt eleven ikke selv kan administrere denne.

I akutte tilfælde af sygdom, såsom bevidsthedspåvirkning, anfald, forgiftninger eller lign. vil der altid skulle ringes 1-1-2.

Elever med behov for pn medicin

Såfremt elever ved GLAD stu undtagelsesvis har behov for at have medicin liggende til akut brug, skal dette opbevares af dem personligt og medbringes til og fra skolen dagligt.

Medicinen skal medbringes hjemmefra og været doseret af dem selv/værge/familiemedlem/bosted eller andre, der er medicinansvarlige for eleven.

Har eleven sygdomme, som kan medføre akutte tilstande (f.eks. bevidsthedstab ved sygdomme såsom diabetes eller epilepsi) vil det være en fordel, at skolen ved besked om dette og om eventuel medicin, som eleven har opbevaret relateret til dette, så det kan tages i brug i et tæt samarbejde med 1-1-2 personalet.

I disse tilfælde skal der forefindes instruks fra egen læge om håndtering af akutte situationer oisse efterleves hvis behovet opstår. På baggrund af instruks fra egen læge, vil der blive lavet en specifik instruks pr. elev.

Samtykkeerklæring

Ved elevens opstart udleverer Glad stu en samtykkeerklæring til underskrift. Er eleven over 18 år, kan han/hun selv underskrive denne.

Glad stu varetager den særlige tilrettelagte uddannelse gennem ungdomsuddannelsesvejledningen, hvor UU-vejleder løbende fører tilsyn med uddannelsesforløbet. Det er derfor en forudsætning, at vi udveksler relevante og personlige oplysninger med ungdomsuddannelsesvejledningen.

Derudover gives der med samtykkeerklæringen tilladelse til at udveksle relevante oplysninger med forældre, eventuelle praktiksteder, bosted, jobcenter og andre relevante kommunale instanser, samt internt i Glad Fonden.

Vi udveksler kun oplysninger med ovenstående, hvis det er relevant for elevens trivsel og udvikling, og vi vil altid oplyse herom. Glad stu sletter al personfølsom data umiddelbart efter uddannelsens afslutning. Elevens afsluttende papirer arkiveres og kan generhverves af eleven, hvis dette skulle blive nødvendigt.

Whistleblowerordningen*

Som elev på Glad stu har man muligheden for at bruge Glad Fondens whistleblowerordning, hvis man oplever krænkelser eller chikane af seksuel karakter, som man ikke synes, man kan tale med lederen af skolen om.

Whistleblowerordningen administreres af Glad Fondens HR-afdeling og alle henvendelser bliver behandlet fortroligt. Man kan kontakte whistleblowerordningen på whistleblower@gladfonden.dk

*Whistleblower betyder, at man i fuld fortrolighed kan fortælle det til nogen, hvis man oplever noget, som ikke er, som det burde være.

Vi gør opmærksom på, at vi også registrerer oplysninger vedr. elevens pårørende, heriblandt kontaktoplysninger, i det omfang det er relevant.

Fotosamtykke

Glad stu er en del af Glad Fonden, som bl.a. er en medieproducerende virksomhed. Levende billeder og fotografering er i høj grad en del af vores hverdag. Derfor kan der forekomme billeder og videooptagelser af eleven i Glad Fondens egne produktioner, bl.a. på egne YouTube kanaler, sociale medier og hjemmesider.

Ligeledes kan billeder af eleven optræde i eksterne artikler omhandlende Glad stu og eventuelle projekter, vi laver. Skulle dette forekomme, vil eleven blive orienteret herom.

Her samler vi ikke på data, men på glade historier